Musikkens Børn
Musikkens Børn
Dannelsesprojekt for en årgang nye aarhusianere
Alle børn født i Aarhus Kommune i 2018 har gennem sundhedsplejersken modtaget en særlig velkomstpakke. I pakken var maskotten Tutti, et smilende og dansende tigerdyr, samt en invitation til at melde sig ind i “Musikkens Børn”.
Bag navnet gemmer der sig et ambitiøst og bredt samarbejdsprojekt, der i årene 2018-2024 bringer den klassiske musik ind i aarhusianske børnefamilier for at undersøge musikkens effekter på barnet fra fødsels til første skoledag.
“Musikkens Børn” er et unikt pilotprojekt skabt af Aarhus Symfoniorkester i partnerskab med tre af Aarhus Kommunes magistratsafdelinger: Sundhed og Omsorg, Kultur og Borgerservice og Børn og Unge, samt Aarhus Kommunes lokalbiblioteker og analysefirmaet Ennova. Projektet inviterer omkring 4000 nyfødte og deres familier indenfor i den musikalske verden, hvor de får grobund for en ny og unik relation mellem byens børnefamilier og kulturliv.
Projektet udvikler sig i løbet af årene, hvor de fra 2019-2021 udspiller sig som en række årlige babykoncerter på kommunens mange biblioteker, lokalcentre og sundhedsplejer. Som børnene bliver større, inviteres de i 2022-2024 ind til symfonikoncerter i Musikhuset Aarhus, hvor det store symfoniorkester spiller.
“Musikkens Børn” er med andre ord et dannelsesprojekt, der forbedrer børnenes almene sundhed gennem øget adgang til kropslig, kognitiv og følelsesmæssig udvikling via musikkens sprog. Forskningen viser, at musik understøtter barnets sproglige og motoriske udvikling, mens den også stimulerer den følelsesmæssige relation mellem barn og forældre.
Derudover kommer “Musikkens Børn” alle øvrige aarhusianske børnefamilier til gode gennem projektets hjemmeside, der bugner af musik, film, artikler, animationer, tips og øvelser, der giver inspiration til værdifuldt, inspirerende og legende samvær.